Kunden spørger efter scope 1, 2 og 3 emissioner, hvordan udfylder jeg det korrekt

Scope 1, 2 og 3 er tre separate spørgsmål

Kunden spørger i virkeligheden tre forskellige ting, selvom det er under én overskrift "CO2-udledning". Scope 1 er den direkte udledning fra virksomheden selv: eget forbrug, egen bilpark, egen produktionsproces. Scope 2 er den indirekte udledning fra købt energi, normalt elektricitet og undertiden fjernvarme. Scope 3 er resten af værdikæden: alt det, som leverandører udleder for at fremstille dine råvarer, og alt det, som sker efter levering ved transport og forbrug hos kunden. For scope 1 og 2 er det i de fleste tilfælde tilstrækkeligt med en beregning baseret på det samlede energiforbrug pr. åropdelingen efter brændstof og elektricitet med en standardemissionsfaktor pr. enhed.

Scope 3 er den del, hvor små og mellemstore virksomheder ofte løber fast, fordi det kræver data fra andre. Hvis du ikke har dem, er "endnu ikke beregnet" et mere gyldigt svar end et estimat uden dokumentation. Nogle kunder accepterer til scope 3 en kvalitativ redegørelse i stedet for et tal, især hvis virksomheden er lille. Tjek i tilfælde af tvivl hvad der præcist hører under scope 3 før du udfylder noget, fordi en del af scope 3 overlapper med spørgsmål om affald og om reduktionsmål, og disse bliver ofte behandlet separat i samme spørgeskema. Se også hvad en kunde præcist mener med scope 2, fordi "købt energi" nogle gange forveksles med det samlede energiforbrug, hvilket fører til dobbeltoptælling.

Hvor denne inddeling kommer fra

Scope-inddelingen stammer fra GHG Protocol, den internationale standard, som de fleste spørgeskemaer bruger som grundlag, også selvom de ikke nævner det ved navn. EFRAG VSME-standarden, det frivillige basismodul for ikke-børsnoterede små og mellemstore virksomheder, slutter sig til dette og angiver, hvilket detaljniveau der er tilstrækkeligt for mindre virksomheder: scope 1 og 2 obligatorisk, scope 3 ofte som supplerende eller frivillig indikator.